| Notat |
Gårdmand i Kastrup (gård nr. 1: Skottegård) og Saltholm. Han havde overtaget gården i Kastrup, da han giftede sig med den forrige fæsters efterladte enke, Kirsten Hansdatter. Omkring 1705 flyttede han som opsynsmand til Saltholm med sin familie, men beholdt dog stadigvæk en ottendepart af gården i Kastrup. Han fik mindst 3 børn (3 sønner) med Kirsten Hansdatter.
Ved skiftet efter Kirsten Hansdatter 1710 vurderedes hendes og Eyberts 12-fags hus på Saltholm til 200 sldl. og deres andel i gården i Kastrup til 100 sldl., iøvrigt var indboet temmeligt sparsomt. Boets midler udgjorde ialt 485 sldl., men der var gældsposter til ialt 343 sldl., herunder 88 sldl, som parret skyldte deres tjenestepige Margrethe Andersdatter i løn. Den gældspost slap Eybert af med ved simpelthen at gifte sig med Margrethe allerede i 1709. Arvingerne foruden Eybert var hendes søn af 1. ægteskab og deres 3 fælles sønner.
Forlovere ved brylluppet med Margrethe Andersdatter 17/11 1709 var Borre og Ole Nielsen, brændevinsmænd fra Christianshavn, samt, da disse var præsten ubekendte, Hans Olsen, gårdmand i Kastrup: (i kirkebogen står: 'hvilke vare mig ubekiendte, og der gaves mig derfor Hans Olsen, gårdmand i Kastrup').
1709 indrettedes der efter kongelig befaling en karantænestation på Saltholm, hvor besætningerne på skibe, som kom fra pestramte steder, skulle holdes i isolation i 40 dage for at sikre mod at de som evt. smittebærere spredte pesten i Danmark. Der blev ansat personal på karantænehuset, en kok, en læge, en præst, to vågekoner og tolv arbejdskarle, og der blev udkommanderet et vagtmandskab til at holde øje med de karantæneramte og desuden beskytte øen mod evt. svenske overfald under krigstilstanden mellem Danmark og Sverige under Store Nordiske Krig 1709-20. Vagtmandskabet bestod tilsyneladende af udkommanderede matroser fra Bremerholm og husmænd fra Amager. Det bragte en masse liv til øen og gav øens 2 opsynsmænd mulighed for ekstraindtægter ved salg af drikkevarer, mad og husly til øens gæster. 1714 indlogerede et medlem af vagtmandskabet, bådsmand Jens Årø, sig således hos Eybert.
Ved skiftet efter Eyberts anden kone, Margrethe Andersdatter, i 1712 vurderedes deres 12-fags hus på Saltholm kun til 150 sldl. og andelen i gården i Kastrup til kun 60 sldl., og indboet var stadigvæk temmelig spartansk. Der skyldtes penge til to gårdmand i Store Magleby og Sundbyvester og til leverandører af øl og brændevin. Boet udgjorde ialt kun 26 sldl., hvoraf halvdelen tilfaldt Eybert, mens resten sattes til side til Margrethes evt. arvinger i Halland.
Eybert blev myrdet i sin stald onsdag morgen den 15. januar 1715 på Saltholm. Han havde haft et skænderi om natten med Sidse, som i vrede var stået ud af sengen og havde lagt sig på en kiste ved kakkelovnen i stedet. Hun havde tidligere indledt et forhold til den logerende Jens Årø, som sov i samme stue som ægtefolkene. Efter sin morgenmad var Eybert så næste morgen gået ud i stalden, hvorefter Jens Årø og Sidse også var gået ud, han af hoveddøren som Eybert, hun af kælderdøren. En halv time efter var Jens og Sidse kommet ind igen, af de samme døre, de var gået ud af, og Jens var gået over til naboen, Svend Andersen. Kort efter havde Sidse bedt tjenestepigen Maren om at se efter hendes mand. Maren fandt ham da død i stalden, hvortil Sidse skal skal have udbrudt: 'Hvad gør han da - har den slemme hest slaget ham?'. Sidse sendte så bud efter sin mor og stedfader, Anne Nielsdatter og Svend Andersen, som boede i nabohuset, og sammen vaskede de og klædte den døde på igen og lagde ham på to brædder. Han havde fem huller i hovedskallen: et stort oven i hovedet, et mindre på hver side ved tindingerne og to bag i nakken. Han blev sejlet over til Amager og begravet i Tårnby 6 dage efter.
Maren fortalte Sidses mor, Anne Nielsdatter, at hun havde set en økse stå i stalden, den dag Eybert døde. Da dette gik videre til Sidse og Jens Årø, havde Jens Årø pisket Maren, så 'hun ej kunne røre sig eller sidde udi 4 á 5 dage'. Maren fortalte også senere, 9. april 1720, til rettens undersøgelseskommission, at hun omkring jul havde hørt Sidse sige til Jens, at hun havde lærred til en skjorte, men at hun ikke ville sy den færdig, 'førend vi ser om vi får vor far død'.
Jens Årø blev arresteret og sat i forvaring på Bremerholm sidst i marts 1715, mistænkt for mordet på Eybert. Han undslap imidlertid fra Bremerholm 2. april, da Sidse ved hjælp fra en anden matros fra Bremerholm, Hans Svendsen, med 1 sldl. fik bestukket to profossvende, der holdt vagt over Jens, til at slippe ham fri, hvorefter hun og Jens i Eyberts båd sejlede tilbage til Saltholm. Her pakkede de så, hvad de kunne have med, og sejlede så næste morgen til Sverige. Profossvendene straffedes i 1716 med livstid på Bremerholm.
Natten mellem 20. og 21. juli 1715 vendte Jens Årø tilbage til Saltholm, men sammen med en svensk landgangsstyrke på omkring 40 mand, som med Jens som vejviser og hjælper plyndrede de to huse på øen og bortførte 5 mand. Jens fik tjenestepigerne til at åbne husenes døre ved at banke på deres vinduer om natten og bede dem lukke op. Intetanende lukkede de så op, hvorpå de svenske soldater så stormede ind. Under tilfangetagelsen af de 5 danskere tildelte Jens Årø den ene et hug i hovedet med sin kårde. I Eyberts hus tog han forskellige ting, bl.a. noget sengetøj, som han dog kastede fra sig på stranden, inden han og svenskerne igen sejlede bort.
De næste år var Jens Årø og Sidse i Sverige, sikkert i Skåne, hvor to af Sidses søstre ifølge hendes mors skifte opholdt sig ved hendes død i 1728. Foråret 1719 vendte de tilbage til Danmark med et skib fra Landskrona til Sønderborg. 1720 fik Jens hyre på et skib fra Sønderborg, som skulle til Norge. På vejen tilbage til Sønderborg gik skibet ind til København for at losse en last, men blev ud for Dragør ramt af hård modvind, så det måtte ligge stille en tid. Jens blev nu genkendt, arresteret 18. juli 1720 og igen fængslet på Bremerholm. 17 december 1722 blev han dømt til døden ved Underadmiralitetsretten for at have rømmet til Sverige og for sin deltagelse i overfaldet på Saltholm. Han blev frifundet for mordet på Eybert pga. mangel på beviser. 3 juni 1723 stadfæstede Overadmiralitetsretten underrettens dom, men ansøgte 5. juni 1723 kongen om at måtte underkaste Jens Årø pinligt forhør om omstændighederne omkring Eyberts død og om hvor Sidse befandt sig. Jens blev nu underkastet pinligt forhør og tilstod nu, at han havde myrdet Eybert med en brændeknude, ikke fordi han havde noget udestående med Eybert, som havde behandlet ham godt, men fordi han ville have hans kone. Han benægtede imidlertid, at Sidse havde været medskyldig i drabet, og påstod, at hun ikke vidste, at han var drabsmanden. Hun havde boet i Sønderborg hos en fiskerenke Margrethe Cortes i Havbogaden, da han forlod hende i 1720, og i 1721 havde hun været på Årø hos hans forældre, men hvor hun var nu vidste han ikke. Sønderborgs magistrat blev anmodet om at arrestere Sidse, men måtte blot meddele at fuglen var fløjet, og at de ikke vidste, hvor hun var. Hun havde været hos Margrethe Cortes i nogle uger for fire år siden, men var så gået sin vej, måske til Genner ved Åbenrå. Sidse blev aldrig arresteret og bragt for retten. Jens blev dømt til i levende live først at få hugget sin højre hånd af, for derefter at blive halshugget og blive lagt på hjul og stejle.
Skifteprotokollen over Eybert Cornelisen 22 oktober 1717 [kilder: Frovin Jørgensen: Årø-fortællinger, Kolding 1986, s. 22-29, Birte Hjorth: Sidse fra Saltholm - en kriminalsag fra 1700-tallet, Personalhistorisk Tidsskrift 1999:1] fortæller, at:
Eybert efterlod sig gård på Saltholm med 16 fags hus og ottendeparten i Giert Petersens gård i Kastrup, 6 køer, 6 heste, får og grise, 339 sletdaler. Altså et større hus og væsentligt større værdier end ved Margrethe Andersdatters skifte 3 år før. Eybert havde haft to tjenestepiger og en mandlig medhjælp. Desuden havde han chartret skippere fra Amager til at fragte gods til og fra Saltholm: han skyldte for fragt til Saltholm 1713-14. Det oplyses, at 'En logerende boede i Eybert Cornelisens hus på Saltholm' (Jens Årø).
'Det røgte at hand (E.C.) var ombragt på ulovlig maade', Jens Årø 'blev rettelig anholdt' og indført i forvaring på Bremerholm. 'Hand (J.Å.) udkom fra Bremerholm, gick i en baad til Saltholm og med sig bortførte Eybert Cornelisens hustru, nafnl. Sidsel Nielsdatter og efterlod 2de uskyldige børn'. Længere nede i samme tekst står om Sidse Nielsdatter, at hun var 'bortrømt'.
Der blev holdt auktion over Eyberts indbo allerede i oktober 1715, det var forinden blevet takseret til en værdi af 297 sldl., men indbragte faktisk 442 sldl. ved auktionen. Naboen, Sidses stedfader Svend Andersen, købte et bord, 3 agehynder og noget af Sidses tøj. Eyberts og Sidses tjenestepige Maren Pedersdatter købte 2 vadmelsdyner og 2 hovedpuder. Sidses halvsøster Johanne Truelsdatter købte et sort snørliv med sølvmaller og et par sko. Cornelis Eibertsen, Eyberts søn af 1. ægteskab, købte bl.a. et egetræsskab, som stammede tilbage fra hans mors tid. Foruden forskellige møbler, sengetøj og husgeråd solgtes også en del redskaber til mælkeforarbejdning - bl.a. 22 sibøtter, 1 kærne og 5 mælkefjerdinger - og 400 ålekroge. Blandt Sidses efterladte klæder var blandt andet også et livstykke med sølvmaller, en blå, en sort og en rød klædestrøje og en sort kvindekåbe (dvs. et rynket slag bundet tæt sammen i halsen). Det kan se ud som om Eybert har bestræbt sig på at udstyre sin unge kone med fine klæder, som var en ordentlig Amagerkone værdige. Der var også sølvskeer i boet i modsætning til under skifterne efter Eyberts to tidligere koner.
Skiftet var blevet udsat i to år, da hovedarvingen, Sidse, var borte. Men 1717 blev boet gjort op. Boets regnskab viser, at der var brugt 14 rdl. på at 'udforske den sl. mands drabsmand', der havde også været en del udgifter til sejlads mellem Amager og Saltholm i samme anledning. Dertil skyldtes der penge til en gårdmand i Store Magleby for udlæg til begravelsesomkostningerne og til forskellige handlende, som havde leveret Eybert øl, brændevin og malt. Eyberts 16-fags hus på Saltholm, som var blevet vurderet til 72 sldl. blev solgt til Amagerlands beboere for 200 sldl (i 1717?). Til deling mellem de 4 arvinger, Sidse Nielsdatter, Cornelis Eibertsen, Niels Eibertsen og Jan Eibertsen, blev der ialt 339 sletdaler. Sidse fik 169 sldl., således at 'saa forbliver hendis lod som forhen er anteignet under skifterettens giemme indtil vidre og nærmere efterretning om hun er levende eller død'. De 3 sønner, herunder Cornelis' og Sidsels to små fælles børn, som var i pleje hos slægtninge, fik hver 56 sletdaler.
[Transskriberet af Kaj Ahlburg, Ry.]
|
1653 - 1715 (62 år)
: By/Sted/Sogn
: Kirke/Kapel
: Kirkegård
: -
: Bolig/Ophold
: Ejendom
: Ikke indstillet